SHEILA BETYDER BLIND

.......................................hvad man...........................
......................................................i/til/på................
......................................................kommer til syne....

..........................hvad..............................................
...........fjernt............................................................
......................................................................i/til/på
undtagen..................................................................

.

og tungeskærmen; et eksempel flyver op og står stille i et - - - - - vedvarende (retnings?) udtryk - - (den stille luft) vinduet er (ikke?) lukket, døren er – (???) . vi genbrugte luften, striber – huden er harvet, det kan BRIO på så meget, vi - killinger i hælene på dit klistergræs, træernes sedler knitrer helt ned i din Colles fraktur
en krølle på skinnen
himlen af sporet

.

dette at ligne.
at blive refereret til i billede og skrift.
dette at opstå.
at overse betydning.
dette at afgøre.
har at gøre med.
ligner.
kunne omhandle min mobile enhed. sjæl.
sådan står der skrevet.
med lidt for lette fødder.

at leve for hurtigt og dø samtidigt
en ulykke en spe, en svimmelhed,
tusindvis af biler og en blodbrusende søvn
de dødtrætte øjne på stikker
det kommer efter dig indefra med gammelkoneknirk
en stemme som en ustemt dør
hvis du kan trække vejret er du fri
græd så!

hyp pony-dreng, hyp

vi beklager linket er sprunget uden for indhegningen

ingen slappe sætninger! hvert et ord lyner! hver lyd knitrer mod den næste!

Der er et kort på indersiden af flanketten på denne bog, et kort over et land der findes, jeg siger ikke hvor, og i dette land løber der floder der hedder B ord og Yd l. I dette land kan man finde byer ved navn Rumbek og Hornfart. Halvdelen af hvad jeg siger er sandt. Er du der? Det er vigtigt at du er der. OK, måske er det mere eller mindre end halvdelen. Lad os nu følge med! Bogen er Genial. Det står der på titelbladet. Denne Gnier, dette latinske køn. Det var godt de skrev det. Vi bladrer om, blodtrykket redde til at forundres, beundre, besvime. It´s not so permanent.. Ham følger viltre svaler..

.

Han er en blød mand. Han er næsten gennemsigtig. Soldaten savner klap på skulderen, en lap, sådan et lille emblem der kan fremkalde sympati fra forbipasserende. Han går fremad, manden, han ruller den genstridige indkøbsvogn, hvert hjul har sin egen vilje som om vognen er spændt bag sommerfugle. Katten holder øje med ham fra hylden med syltetøj. Den drejer hovedet som en violinbue da han skuldrer forbi. Han tror den kan fornemme sommerfuglene under ham. Han mærker allerede kløerne i nakken.

.

Lynende i din seng, bundet fast til vimplerne, eller hvad hedder de der stænger? STOLPER! Toldboden lukket i dine øjne som tændte mig, snakken, vrøvlet, fuldemandssangene om blødende selvværd, pralet, neglene i kjolen og så siger du det, I har nemlig alle noget I siger og I siger det så afmålt, så velplaceret som en kat lægger mus på dørmåtten, du siger "Hvor fanden KOM du fra" som var jeg dumpet ned gennem dit loft, en pludselig vision, og jeg kan huske én der engang, da vi havde kendt hinanden i månedsvis, med epifan kirurgi i øjnene, sagde "hvor er du smuk, det så jeg lige" og en anden der havde det med at udbryde "hvor er du dog HVID og BLÅ!", som om selve den æteriske himmel netop, uudgrundeligt, igen og IGEN var landet i hans seng.

.

Det er ikke fordi at sollyset kan slå mig ihjel, det indhenter mig bare, den solvind af lavvand og betalingsstandset begær. her. Du har fået håret i maskinen bror og må gå med hat, i nat er der afsindigt mange aftaler der frigør begge bryster til kyske antal svingninger i venteuret. Det skal betale sig, indkomst, opkrævning, henfald. "Vi klarer den", hvisker hun ud af vinduet på en subway hvor hendes afspejlinger glimrer i mørket, Jules hed han, ligesom den sorte mundfuld i "Sex and the City" og han spiller trommer i "Chicago", siger han, da de kysser på trappestenen til "Madame JoJos" hvor transdanserne tidligere fravendte sig da hun drak af sin "Möet et Chandon". Glittervægsstrejfende. Han var et mål af tid hun havde drukket fuldt, fuld af forkerte billeder, forkerte mænd, rigtige skiderikker. Hun rettede sig op for at fodre den hvide kumme, frem for den sorte toiletfrøken, med mønter. Det var frustrerende læsning, op på væggen kammerat, kammerets hvidhed, nu tilbage i Århus, lige så overvældende som rodet, holder, tilsammen, sammen på hans brunede krop, de lange lemmer, brystvorternes tilspidsede form, eller det omvendte hus, men mest af alt øjnene der brændte og pikken der ikke ville i havn. Sådan sådan.

noter i margen

Jeg er her jo også selvom I ikke kigger
eller hvis der ikke er nogen der kender mig findes jeg ikke
ved at skabe sig i forbindelser bliver man til en skal
og så er vi tilbage ved hønen og ægget

.

Vi står ud af bilen og skråner henover fortovet, solen står lavt, regnvejret hænger lige over bladkuglerne, hun har den grå cardigan på med de puffede ærmer og en pink plasticpose i hånden, hun sporer sig ind på fortovet. Han er lidt fedladen og bevæger hofterne som på hjul, den grå og hvidstribede dynejakke får ham til at ligne de gravide kastanjetræer. Da han ser op antager luften ligesom en anden farve. En rosa tåge blæser ind fra kysten og lægger sig forstyrrende på mellemluften, det optiske virvar imellem os. Et skift går over himlen og kvæler den rød. Solen svinder ind. Træerne begynder at klirre og hendes lyslokkede trævler blafrer som tang. Det ER helt forkert da en giftiggul ambulance streger gaden over, men de kan intet gøre for at oprette fejlen. De skutter sig og ser ned i fortovet da solen igen glider i scenetæppet og lader et øje træde i stedet. Det er et Shakespeariansk, et guds, øje. Det er et lysende blodsprængt øje, først i vinrødt siden i isblåt kød. Det virrer med pupillen, der ryger langt ud i krogen og forsøger at se længst muligt ind i horisonten. Det vrider sig ud i yderpositioner, smægtende efter at se sig selv, om bag ved sig selv, bag ved den blå himmel. Imens går manden og kvinden i gaden. De går videre, de har noget at gøre, noget der måske involverer en plasticpose. Der er ingen spor, de går helt uopfældigt, ligesom udenfor egen bevidsthed, tilfældigt faldet ned i gaden. Ruderne forstyrres af det prikkede vand og man ser mig nu sidde og stirre gennem prismerne. Vi kunne ønske man kunne begynde forfra. Jeg går lidt længere op i højre side af glasset eller papiret for at komme væk fra dråberne og få et bedre overblik. Herfra ser jeg gaden hvor manden og kvinden går og herfra ser jeg himlen hvor solen blinker fordi den har fået noget i øjet. Jeg kunne forestille mig at det var én af de store måger der altid flyver for tæt på. Vi overvejer det og stirrer på bilernes bliktage der skinner med nøjagtig samme flamme som kvindens blonde hår. Nu går de om hjørnet og man ser det sidste glimt af nitterne på hans cowboybukserøv, før hun tænker hvordan det kan være at han altid har ørevoks i ørene og hårstubbe stikkende ud af næseborene og skæl på skuldrene. Hvorfor er det altid hende der må fortælle ham hvornår det er tid til at ringe til frisøren, rense ørerne, købe ind eller tage til tandlægen. Hun havde aldrig forestillet sig at hun skulle få den der mor-rolle, aldrig troet at hun kunne blive så irriterende. Vi har det ikke i os, havde hun sagt, den slags er genetisk, men nu går de her, hun går dødeligt op i vasketøj, i støvsugning og smører mig moderligt ind i solcreme. Vi er sunket, synker hun og skæver til hans dryssende ører. Under tøjet, på hendes bryst, køler et tyndt lag sved huden. Og på hendes underarme. En slags issvedende Frøken Hüttemeyer i angsts hagesmæk og stænk-ærmer. En enkelt dråbe sved er klemt helt ud i det dybe glid mellem brysterne. Der sidder den og gør sig stor om kap med vorterne. Heroppefra ser man ned i slugten mellem tøj og krop, en cylinder rundet af ribben, herunder 2 kødroulader med knogler i midten. Uden på tøjet skutter hun sig og synker. Musklerne føles som en borgmur i halsen. Vi får lyst til at træde midt ud på vejen. Her kører der en mørk cyklist igennem gaden. Hun er en slags Zorro med asiaterhår og outfit i sort jersystretch som kun forstyrres af en lilla rem af undertrøje der omfavner hendes store smukke mavedelle. Hun farer frem, ser årvågent til højre og venstre, styrer lige ind i mørkningen, styrer lige ud i byen. Hun kører forbi en omgang kærestepar, for eksempel den skaldede mulat-han der kærligt hamstrer en drengeklippet blegfis. Han er skåret ovalt over de røde cowboybukser. Zorro styrer ned af bakken, hun står i fri luft nu, cyklen flyver. Vinden slår luften ud af hendes kinder, der bliver gule og blå. De intenderende øjne løber i brand. Så åbner hun gabet. Luftens buffet af gnallinger og myg ryger lige ned i det rosarøde mørke. Tænderne mørkner af ituslåede insektskjold. Jeg vågner. Mørket ligger som en sæk omkring mig. Jeg kan ikke finde lynlåsen. Vi bliver nødt til at SKÆRE os ud af den mørklægning, tænker jeg, Hüttemeyer og afmagt, vi har ikke mere til salg. Du har solgt dig selv, blafrer det, ud af en omvending af hjernen, øret, noget jeg flyder sammen med. Hvis vi bare kunne skære os ud. Og jeg ser fostre bidsle med knive i munden, så, nej. Jeg ved det sgu ikke. Jeg ser dem bare, de små krabater, med tørklæder viklet om hovederne og øjenbrynene svævende i fri luft. Forviklede vist.